Som nævnt i et tidligere blogindlæg er der i dag, når det handler om kvinders kampe og muligheder, i høj grad tale om “elitekvinderne”. Og selvfølgelig sætter undetegnede stor pris på opmærksomheden uanset hvilken gruppe kvinder der er tale om, men når det er sagt findes der grupper af kvinder som i høj grad mangler opmærsomhed.
Det er disse grupper Troels Heeger og Søren Villemoes sætter fokus på i deres blog på jp.dk. Her beskriver de det, de kalder en “djøficering” af kvindekampen, hvilket altså betyder at kun eliten er i fokus. Især beskylder de to blog-forfattere Socialdemokraterne for at have misforstået deres rolle: “Venstrefløjen har brug for at formulere en ligestillingspolitik, der ikke sidder fast i et kvantitativt tunnelsyn, hvor man kun kan få øje på tal og kurver. Der er sket en djøficering af ligestillingsdebatten de sidste 20 år, der er centreret om målbare statistiske størrelser som barselsdage, ligeløn, kønsfordeling i bestyrelser osv.“
Hvis ikke socialdemokratiet skal tage kampen for arbejdsmarkedets dårligst stillede kvinder - hvem skal så?
I indlægget foreslåes, at Socialdemokraterne skulle fokusere på fx kvinder i ghettoerne. Især mange indvandrerkvinder lever med megen modstand. Fx har man tidligere på året i den tværkulturelle ligestillingsbevægelse Q Freedom afholdt et arrangement, hvor bl.a. de store problemer vedrørende indoperering af falske jomfruhinder blev diskuteret. Det er et eksempel på noget af det indvandrekvinder må igennem som en konsekvens af kulturel undertrykkelse. Selvfølgelig er vi her ude i ekstremer, men ikke desto mindre er det virkeligheden for nogle kvinder.
Der er ingen tvivl om, at manglen på omtale af de dårligere stillede kvinder i høj grad handler om, at kampen om elitekvindernes position er nemmere at tage: det er de færreste, der kan gendrive argumenter for at kvinder skal have samme muligheder som mænd på det danske arbejdsmarked, men så snart politikere begynder at tale om kvinders position blandt indvandrere rører de ved sarte om emner om kulturforskelle og ikke mindst -sammenstød.
Måske er den eneste mulighed for at hjælpe kvinderne i den omtalte gruppe at lære mere om kulturforskellene - både når det gælder “os” og “dem”, men ikke mindst når vi taler om “indvandrerne” som gruppe kunne det ind imellem være befriende med lidt flere nuancer. (Kvindekamp eller ej!) Det vil tage tid, og det vil sandsynligvis også kræve end anden regering, eller i hvert fald nogle politikere, der tør sætte sig ud over meningsmålinger og se fremad, men det er ikke umuligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar