Hvorfor får kvinder ikke lederposter? Fordi vi er kvinder? Og her er svaret: Ja. For hvad er det med os kvinder? Jo, lige siden tidligere tiders morgen har vi fået den enestående egenskab, at vi kan føde børn og dermed føre slægten videre. Groft sagt baserer de fleste topposter sig på den ældgamle overbevisning om, at kvinder ikke kan være ledere, fordi det vil indebære, at samfundet går i stå, når den unge, dygtige og potentielle kvindelige leder pludselig må meddele sine medarbejdere, at hun er gravid og skal på barsel. Og så kører møllen. Sygedage. Barnets første skoledag. Konfirmation. Studentergildet. Det er den ene side af sagen. De mandlige ledere får nærmest koldsved bare ved tanken om, at hjulene ville gå i stå, hvis kvinder trådte til som ledere. Alligevel er det lykkedes for flere af kvalificerede og potentielle kvinder til at gå efter lederposter; Foruden kvindelige politikere som Helle Thorning-Schmidt, Lene Espersen, Lykke Friis findes der også andre ledere. Nationalbankens tidligere direktør var en kvinde, prorektor Nina Schmidt fra Århus Universitet, Århus’ tidligere borgmester var en kvinde. Der findes altså kvindelige forbilleder, som har turdet kæmpe sig op gennem systemet for at sidde, hvor de sidder. Alligevel tror jeg, at noget af årsagen og selvfølgelig ikke al årsag skal findes blandt forkæmperne selv. Jeg tror, at vi kvinder kan blive bedre til at definere vores mål og ikke mindst, hvilken pris vi også betaler for at bestride lederposterne. For et år tilbage så jeg nemlig et tv-indslag, som omhandlede århusianske feministers kamp for at få flere kendte kvindelige berømtheder til at lægge navn til byens vejskilte, idet antallet af vejskilte med berømtheder opkaldt efter mænd var væsentlig større end vejskilte opkaldt efter kvinder. Jeg var målløs efter det indslag, for hvordan kan nogen, selv kvinder, tage dette initiativ alvorligt eller for den sags skyld kvinder og feminister alvorligt? Når der nu er så meget andet at kæmpe for, for eksempel lige løn? Hvorfor ikke undersøge, hvordan kvinderne kan komme til topposterne?
Min anden og sidste udmelding er spørgsmålet om, på hvor mange områder vi vil være målrettet, idet jeg ser en kraftig tendens til at både mænd og kvinder forsøger at være ambitiøs på flere områder. Vi vil både have karriere OG kernefamilie, men er det også realistisk for en kvinde, at hun både skal have lederjob på over 60 timer, mens hun også skal klare det derhjemme? Her behøver der også større forandringer, hvor mændene begynder at tage mere ansvar for hjemmefronten og acceptere, at kvinden også kan køre karriereræset. Det er umuligt at ændre på en kvindes biologi, så selvfølgelig skal hun have den nødvendige barsel, men hvorfor er barselsorloven så ulige fordelt mellem manden og kvinden i det moderne samfund?
En anden tendens, som jeg personlig finder mere skræmmende, er, at vi kvinder forsøger at skubbe mændene helt ud på sidelinjen med den utopi for øje, at vi kan klare os helt uden mænd, og det kan vi ikke, ligesom som mændene, selvom de regerede hele verden engang, ikke kan klare sig uden os. På den måde passer påstanden om, at ”Bag enhver mænd står en stærk kvinde”. Og til dem, som måske i løbet af dette indlæg skulle være i tvivl om, hvor JEG står i denne sag, så mener jeg klart, at der skal flere kvinder ind på diverse topposter, men de, der kæmper for den plads skal gøre det, fordi de er sikre på at de er kvalificeret til posten, OG har gjort op med sig selv om, hvad konsekvenserne vil være.
